Aflysning af Lokal Forandring-medlemsmøder – og fortsat arbejde på andre måder

På baggrund af få tilmeldinger til de planlagte medlemsmøder d. 4. september revideres tilgangen til projektet.

På grund af en begrænset tilslutning, har vi besluttet at aflyse de tre Lokal Forandring-medlemsmøder, der ellers var planlagt til d. 4. september. Medlemsmøderne ser ikke ud til at ramme behovet på den rigtige måde lige nu – måske også på grund af fortsat corona-påpasselighed.

Men den dialog vi har haft med interesserede medlemmer bekræfter, at der er et stort behov for at sætte fokus på det at skabe lokale forandringer og at gøre det nemmere for DCFs medlemmer at handle på forskellige sager.

Derfor arbejder vi videre med projektet Lokal Forandring – bare på andre måder. Det vil bl.a. sige, at vi vil fortsætte og intensivere dialogen med alle medlemmer, der har et ønske om at arbejde for lokal forandring. Med udgangspunkt i de lokale ønsker om handling, som vi møder, vil se på, hvordan vi kan bringe vores samarbejdspartnere Medborgerne i spil, så de med deres viden og redskaber kan hjælpe det lokale arbejde på vej. De kan f.eks. være gennem mindre workshops for lokale grupper, der gerne vil arbejde sammen om specifikke sager.

Skriv til os !

Ønsker du forandringer i dit lokalområde, og har du en konkret sag, som du gerne vil samarbejde med andre om at rykke på? Så skriv til os på lfe@coeliaki.dk – så vil vi se på, om der er andre med samme interesse, og hvordan vi bedst kan hjælpe arbejdet i gang.

Inspirationsmøde på Zoom

For at give så mange medlemmer som muligt mulighed for at høre mere om projektet og måske selv få inspiration til lokalt forandringsarbejde, afholder vi i midten af oktober et inspirationsmøde Zoom. Her vil man bl.a. kunne møde vores samarbejdspartnere i Medborgerne og høre mere om, hvordan de arbejder med at skabe lokale forandringer. Dato følger snarest.

Se mere her om projektet Lokal Forandring.