Hvad er cøliaki

Cøliaki er en autoimmun sygdom, som rammer omkring 1 % af befolkningen. Desværre er kun omkring en fjerdedel diagnosticeret. Lær mere om symptomer og konsekvenser af ubehandlet cøliaki.

Cøliaki eller glutenintolerance er en kronisk, autoimmun sygdom, hvor glutenproteiner udløser en inflammation i tyndtarmens indvendige slimhinde. Cøliaki rammer omkring 1 % af befolkningen. I Danmark svarer det til 55-60.000 personer. Kun omkring 13.500 er diagnosticeret ifølge den nyeste opgørelse fra 2018.

Ubehandlet cøliaki kan medføre symptomer, der forringer livskvaliteten. Senfølger af ubehandlet cøliaki er blandt andet mangeltilstande som anæmi, knogleskørhed, fertilitetsproblemer og let øget risiko for kræft (især lymfom).

Når en person med cøliaki spiser noget, der indeholder gluten, opstår en betændelseslignende reaktion, der ødelægger de små fimrehår i tyndtarmens overflade, og tarmens evne til at optage vitaminer, mineraler og andre vigtige næringsstoffer fra maden bliver nedsat.

Cøliaki er en autoimmun tarmsygdom – ikke en allergi

Cøliaki bliver af og til betegnet glutenallergi, fordi man ikke kan tåle gluten. Men der er ikke tale om en egentlig glutenallergi med allergiske reaktioner. Hvedeallergi er til gengæld en fødevareallergi, hvor man reagerer på bestemte proteiner (dog ikke gluten) i hvedekornet, mens man godt kan tåle rug og byg. Du kan læse mere om fødevareallergi og få rådgivning hos Astma-Allergi Danmark.

Hvem får cøliaki

Cøliaki kan ramme både børn og voksne og kan bryde ud i alle aldre.

Sygdommen er til en vis grad arvelig. Lægerne regner med, at risikoen for at få cøliaki er 10-15 %, hvis andre i familien har cøliaki. Derfor anbefales det, at forældre, børn og søskende til en nydiagnosticeret også undersøges for cøliaki.

Lidt flere kvinder end mænd får cøliaki. Andre autoimmune sygdomme som type 1-diabetes, skjoldbruskkirtelsygdomme, Downs og Turner syndrom ses oftere hos personer med cøliaki end hos resten af befolkningen.

Cøliaki kan også optræde som hudsygdommen dermatitis herpetiformis (DH), som er et udslet med stærkt kløende blærer i huden. DH behandles ligeledes med en 100 % glutenfri diæt.

Du kan også læse folderen Hvad er cøliaki eller bestille folderen i vores webshop