Børn med cøliaki

Har mit barn cøliaki?

Cøliaki kan bryde ud i alle aldersgrupper – altså også hos børn. Ligesom med voksne ved vi, at lidt flere piger end drenge får sygdommen.

Når man står midt i en udredning, eller er ny forælder til et barn med cøliaki, kan man let blive overvældet over mængden af information. Derfor har vi her samlet den vigtigste viden til dig i tre små film med overlæge og specialist i mave-tarm-sygdomme på børneområdet Carsten Borg og klinisk diætist Mia Rasholt.

Symptomer hos børn

Carsten Borg fortæller her om cøliaki hos børn. Bliv klogere på, hvilke symptomer du som forælder skal være opmærksom på, arvelighed som den vigtigste risikofaktor og få svar på, hvorfor det er vigtigt at få stillet cøliakidiagnosen?

Video: Du skal acceptere cookies for at se denne video. (Klik her for at rette)

Udredning af børn

Hvordan stilles diagnosen cøliaki hos børn? I denne film fortæller Carsten Borg om udredning af børn. Hvordan foregår testen, hvorfor er det vigtigt stadig at give dit barn gluten under udredningen og hvordan barnet skal følges efterfølgende?

Video: Du skal acceptere cookies for at se denne video. (Klik her for at rette)

 

Børn og glutenfri kost

Når dit barn er diagnosticeret med cøliaki, starter en ny glutenfri hverdag ikke bare derhjemme, men også i skolen eller daginstitutionen. Børn med cøliaki må – ligesom alle andre med cøliaki – ikke spise nogen former for hvede, spelt, rug, byg eller almindelig havre. Heldigvis behøver det ikke være så svært at tilpasse maden til børn med cøliaki.

I denne film giver Mia Rasholt sine bedste råd om alt fra madpakker og snack-kasser til dialogen med andre forældre.

Video: Du skal acceptere cookies for at se denne video. (Klik her for at rette)

Filmene er udarbejdet i samarbejde med Velvet Productions med støtte fra Sundhedsdonationer som en del af diagnosticeringsprojektet.

Folder samler viden

Vi har i Dansk Cøliaki Forening lavet en folder, der er en guide til de voksne omkring et barn med cøliaki. Den kan være nyttig i skole, institution, i fritidsaktiviteter eller til familiemedlemmer og venner, der får besøg af et barn med cøliaki.

Guiden indfører den voksne i den basale viden om sygdommen og giver en række anbefalinger til, hvordan du som voksen kan finde de gode løsninger.

Du kan læse mere i folderen Når børn ikke kan tåle gluten eller bestille folderen i vores webshop

Få hjælp i Cøliakirådgivningen

Hvis du vil vide mere om, hvordan du hjælper et barn med cøliaki, er Cøliakirådgivningens faglige rådgivere klar til at hjælpe dig. Cøliakirådgivningen har både en psykolog og en klinisk diætist, som rådgiver om livet med cøliaki.

Du er også altid velkommen til at ringe eller maile til os, så skal vi prøve at svare på dine spørgsmål eller hjælpe dig videre til de faglige rådgivere.

Find netværk og sjove aktiviteter

Som familie står I ikke alene med cøliaki. Dansk Cøliaki Forening arrangerer hvert år camps for børn og børnefamilier rundt om i landet. Vores camps er først og fremmest et frirum for børnene, hvor de har mulighed for at deltage i et glutenfrit fællesskab på lige fod med de andre jævnaldrende. Vi håber du vil være med.