Dermatitis herpetiformis eller DH er en hudsygdom, der viser sig som stærkt kløende væskefyldte blærer i huden. Derfor omtales DH også nogle gange som cøliaki i huden.
Det er almindeligt at have klassisk cøliaki samtidig med DH.
DH udløses på samme måde som cøliaki. Når du spiser fødevarer, der indeholder gluten, bliver slimhinden i tyndtarmen ødelagt som følge af glutenindtaget.
DH behandles med glutenfri diæt
Behandlingen af DH er den samme som behandlingen af cøliaki, nemlig 100 % glutenfri kost. Både hud og tyndtarm begynder at hele, når den glutenfri diæt starter. Det kan godt tage flere måneder, før blærerne i huden forsvinder helt.
Udslettet kan dæmpes med lægemidlet Dapson. Tal med din praktiserende læge om, hvilken behandling der er den rigtige for dig.
DH er en forholdsvis sjælden sygdom. I modsætning til cøliaki er der flere mænd end kvinder, som får sygdommen.
DH er endnu mere sjælden hos børn.