’Spor af gluten/hvede’ forvirrer desværre en del. Vi prøver at guide til en bedre forståelse af spor af-mærkningen.
Det er frivilligt for fødevareproducenterne, om de vil mærke med ’spor af’. Risikoen for spor af gluten kan altså være den samme uanset, om produktet er mærket med ’spor af’ eller ej. Uanset hvad skal de gøre deres bedste for, at fødevaren ikke indeholder andet end det, der står i ingredienslisten.
Analyser af fødevarer viser da også, at der i praksis ingen forskel er på produkter med og uden mærkningen. Indholdet af gluten er det samme.
’Spor af’ er utilsigtet, så derfor er der ingen grænseværdi for indholdet af gluten. Hvis det var meningen, at der skulle være gluten i produktet, ville det fremgå af ingredienslisten.
Analyserne viser, at der i praksis næsten ikke er nogen fødevarer, der indeholder mere end 20 mg gluten pr. kg (grænseværdien for glutenfri produkter), altså uanset om de er mærket med ’spor af’ eller ej.
Der er én undtagelse, nemlig naturligt glutenfri kager (f.eks. kokosmakroner), som bliver fremstillet i bagerier, der producerer glutenholdige kager.
Her kan glutenindholdet være højere end grænseværdien for glutenfri produkter, men stadig så lavt, at de fleste med cøliaki vil kunne tåle at spise lidt af det. Vi anbefaler, at man ikke spiser disse kager for ofte og kun i begrænset mængde.