Vil du være med til at starte et nyt Glutenfrit Madfællesskab i Århus eller København - og snart i Odense?

Dansk Cøliaki Forening søger 10 frivillige til at søsætte et nyt glutenfrit madfællesskab for alle med interesse i god glutenfri mad og det glutenfrie liv i det hele taget. Fra efteråret 2021 vil der blive afholdt en månedlig maddag i Århus, Odense og København med fælles madlavning, spisning og andre aktiviteter.

Hvorfor et glutenfrit madfællesskab?

På vores madaftener er der fokus på tilberedning af 100% glutenfri mad. For mennesker med cøliaki (gluten intolerance) betyder det, at de ikke behøver at bekymre sig om, hvad maden indeholder, eller hvordan den er tilberedt, som det ellers ofte vil være tilfælde i lignende situationer. I dette madfællesskab får maden således lov til at være et positivt og samlende omdrejningspunkt med inspiration til lækker glutenfrie retter, udveksling af erfaringer og gode oplevelser.

Hvad indeholder rollen som frivillig?

Du vil indgå i en gruppe med 3-5 andre frivillige. I samarbejde skal I arrangere hyggelige dage, hvor deltagere kan mødes og være fælles om at lave god og sund glutenfri mad. Deltagerne vil på skift være en del af et køkkenhold, som hjælper med madlavning, indkøb, oprydning mm.

Jeres hovedopgaver bliver:

  • At udvikle og planlægge glutenfrie menuer til vores maddage, hvor vi forventer, der kommer ca. 30 deltagere
  • At koordinere køkkenholdet på selve maddagene og aftale, hvornår deltagerne kan stå i køkkenet
  • Ved maddagene kan der arrangeres aktiviteter som faglige oplæg, workshops m.m., i samarbejde med fællesskabets øvrige deltagere
  • Booke lokaler og afhente nøgler

 

Hvem er du?

Det vigtigste er, at du synes, det kunne være sjovt og spændende at være med til at skabe et fællesskab omkring glutenfri mad.

Vi forestiller os, at du:

  • Har interesse og erfaring med glutenfri madlavning og forståelse for nødvendigheden af glutenfri køkkenhygiejne
  • Kan mødes med de andre frivillige til planlægningsmøder ca. 3 timer hver måned og deltage i en del af maddagene, som i udgangspunktet vil ligge på søndage
  • Er imødekommende og god til at skabe en hyggelig atmosfære, hvor alle kan føle sig velkomne
  • Har lyst til at skabe et miljø, hvor der kan udveksles erfaringer og deles inspiration om livet på glutenfri kost, enten som en del af maddagene eller som sideløbende aktiviteter

Det er ikke nødvendigt at imødekomme alle ovenstående punkter, da vi ønsker at sammensætte teams, hvor forskellige kvalifikationer er et plus.

Hvad tilbyder vi?

  • Du får sparring og støtte fra vores sekretariat
  • Du får sparring med diætist om kost og ernæring samt køkkenhygiejne, mærkningsregler m.m.
  • Du får erfaring med koordinering og planlægning arrangementer
  • Din indsats gør en konkret forskel for mennesker med cøliaki og deres pårørende

Vil du vide mere?

Læs mere om os på coeliaki.dk.

Har dette vakt din interesse, så send snarest muligt en mail til Chipo Marisa Petersen på cmp@coeliaki.dk med en kort beskrivelse om dig og din motivation for at blive frivillig i madfællesskabet eller ring og hør mere på 4411 9807.