Nye bagekurser med Anelise

De nye bagekurser er henvendt både til dem, der er nye i den glutenfri verden, og til de mere erfarne, der søger ny inspiration.

8 nye bagekurser

Mange vil kende Anelise Severinsen fra Den Store Bagedyst, hvor hun i 2021 nåede frem til finalen og senere samme år vandt Den Store Jule- og Nytårsbagedyst. Anelise har 2 børn med cøliaki og har derfor engageret sig særligt i den glutenfri bagning. Nu har Dansk Cøliakiforening lavet aftale med Anelise om en række på otte bagekurser for foreningens medlemmer i 2024.

De nye bagekurser er henvendt både til dem, der er nye i den glutenfri verden, og til de mere erfarne, der søger ny inspiration. Man vil lære at bage lyst brød og rugbrød til hverdagsbehov efter Anelises metode, og så vil der også være tid til et par kager, der vil variere efter årstiden. De første kurser vil finde sted i både København, Århus og Kolding, og i efteråret planlægger vi også at komme til Aalborg. Premieren er i København allerede d. 6. januar i FOFs lækre køkken i Carlsbergbyen.

Glæden ved at bage noget lækkert

”Det jeg især gerne vil give videre til Cøliakiforeningens medlemmer”, fortæller Anelise, ”er glæden ved at bage noget, man selv synes er lækkert. Noget som alle har lyst til at spise, og som på den måde måske også kan genskabe fællesskabet om maden i familien. Hos os spiser alle glutenfrit, uden at nogen siger ”det her gider jeg ikke spise”. Så det er ikke det, at brødet eller kagerne er anderledes, der fylder, men det at være sammen og nyde maden.”

Anelise udgav i 2021 bagebogen “Glutenfri Grundbog”, der kan købes med medlemsrabat i vores webshop. Hun har netop udgivet en e-bog med glutenfri juleopskrifter, og i næste nummer af Cøliakinyt, der udkommer først i december, har vi fået lov til at trykke et par opskrifter fra bogen.

Følg med i kalenderen og se, hvornår der kommer bagekursus med Anelise i nærheden af dig.