Vi søger frivillige campledere til vores Ungecamp for unge i alderen 13-17 år med cøliaki. Selve campen afholdes weekenden d. 29. september – 1. oktober 2023 på Houens Odde Kursus- og Oplevelsescenter ved Kolding.
Som campleder på Dansk Cøliaki Forenings Ungecamp vil du sammen med 6-8 andre frivillige skabe et spændende campprogram og arbejde med, hvordan vi får et godt fællesskab mellem de unge der deltager. Måske har du selv været teenager med cøliaki og vil gerne hjælpe andre i den fase af livet, eller måske vil du bare gerne hjælpe unge med cøliaki og være med til at realisere et spændende projekt.
Hvad er Ungecamp?
På Ungecamp samles unge fra hele landet til nogle sjove og hyggelige dage med fokus på gode oplevelser. Samtidig får deltagerne mulighed for at mødes med andre jævnaldrende, som i hverdagen står overfor nogle af de samme udfordringer som dem selv pga. cøliaki. Vi forventer, at der kommer 25-30 deltagere.
Hvad indeholder rollen som campleder?
Du vil indgå i en gruppe med 6-8 andre frivillige. I samarbejde skal I planlægge og afholde Ungecamp d. 29. september – 1. oktober 2023.
Jeres hovedopgaver bliver:
- At udvikle og planlægge program til campen, herunder aktiviteter som oplæg, workshops eller underholdning ved eksterne, samt eget indhold f.eks. lege, samtalegrupper og fest
- At koordinere selve campen og selv varetage opgaver i forbindelse med afholdelsen
- At skabe nogle hyggelige og trygge rammer, hvor de unge let kan indgå, selvom de ikke kender nogen på forhånd
- At være rolleodel og evt. dele af din egne erfaringer om at være teenager med cøliaki
Hvem er du?
Du er i alderen 18-30 år og synes, det kunne være spændende at være med til at skabe en god oplevelse for unge i alderen 13-17 år. Du behøver ikke selv at have cøliaki, men hvis du har egne erfaringer, vil det helt sikkert kunne bruges på campen.
Derudover forestiller vi os, at du:
- Har lyst til at indgår som en del af en frivilliggruppe og tage del i de forskellige typer opgaver, som hører til planlægning og afholdelse af en camp
- Er imødekommende og god til at skabe en hyggelig atmosfære, hvor alle kan føle sig velkomne
- Har lyst til at lære deltagerne på campen af kende
- Foruden selve campen, kan deltage på planlægningsdag d. 13 maj 2023 i København, på 2 onlinemøder og kan være med til forberedelse i mindre grupper
Hvad tilbyder vi?
- Vi sørger for du bliver klædt på til opgaven på vores planlægningsdag d. 13 maj 2023
- Betalt kost og logi under campen og på planlægningsweekenden samt dækning af offentlige transportudgifter
- Du får erfaring i at planlægge og udføre aktiviteter for større grupper
- Nye bekendtskaber og netværk
- Din indsats gør en konkret forskel for unge med cøliaki
Vil du vide mere?
Har dette vakt din interesse, så send en mail til Anna-Sophie Mikkelsen på asm@coeliaki.dk med en kort beskrivelse om dig og din motivation for at blive campleder på Ungecamp snarest muligt. Du er også velkommen til at ringe, hvis du har spørgsmål eller vil høre mere på tlf.: 4411 9807.