Skal dit sprogkort med på ferie?
Sprogkort er en hurtig hjælp til dig, når du er på ferie i Danmark eller udlandet. Teksten på kortet forklarer, at du har cøliaki og har behov for glutenfri kost. Som medlem har du modtaget vores fysiske sprogkort på størrelse med et kreditkort på dansk og engelsk. Hvis kortet er blevet væk, eller I ønsker at have flere kort i familien, kan du købe kortet i vores webshop til 10 kr. (medlemspris).
Via linket kan du frit downloade eller printe alle vores sprogkort på dansk, engelsk, tysk, fransk, italiensk, spansk og græsk. Du finder vores sprogkort her.
Du kan også finde apps, der tilbyder sprogkort. Søg på gluten free card i App Store eller Google Play.
Få hjælp til at finde glutenfri spisesteder
Appen Find Me Gluten Free hjælper dig med at finde spisesteder med glutenfri muligheder verden over. Læs mere her. Der findes andre apps, der tilbyder noget lignende. Du kan evt. søge i App Store eller Google Play.
Dansk Cøliaki Forening tilbyder et brugerdrevet kort over spisesteder i Danmark. Find kortet her.
Husk, at du altid skal tjekke efter, om spisestedet stadig tilbyder glutenfri muligheder. Kortet er afhængigt af brugernes input, og spisestedet kan være lukket eller tilbyder måske ikke længere glutenfri måltider.
Vær med
Når du finder gode glutenfri spisesteder, kan du hjælpe andre ved at lægge spisestedet ind i appen, og hvis det er det dansk spisested, må du meget gerne opdatere Dansk Cøliaki Forenings kort.
Når du efterspørger glutenfri kost og eventuelt viser dit sprogkort fra Dansk Cøliaki Forening frem, er du med til at skabe opmærksomhed om cøliaki, og ikke mindst at glutenfri mad er et livsvilkår for personer med cøliaki. Det er netop derfor, at sprogkortet også er på dansk, da vi håber, at du ved at bruge det i Danmark kan være med til at sætte cøliaki på dagsordenen over for så mange mennesker som muligt.