Landsseminar for frivillige 2020

30-31. oktober 2020, Kursuscenter Brogården i Middelfart

Vi er glade for hermed at invitere alle DCF-frivillige til landsseminar d. 30-31. oktober på Kursuscenter Brogården i Middelfart. Er du aktiv i en lokalafdeling, på en af vores camps, i Glutenfrit Madfællesskab, som mentor eller på en helt anden måde, så håber vi at se dig til landsseminaret.

Landsseminaret er en mulighed for at tilbringe et hyggeligt og interessant døgn sammen med andre engagerede frivillige, for at få indblik i hinandens arbejde, fagligt input og inspiration samt deltage i drøftelser og fælles udvikling af fremtidige frivillige indsatser i Dansk Cøliaki Forening. I år sætter vi fokus på to temaer:

 

Udvikling af frivilligheden i DCF

Vi har netop nu et særligt strategisk fokus på at udvikle vores organisation, så der kan komme flere aktiviteter for medlemmer og andre, flere frivillige og nye former for samarbejde imellem frivillige og sekretariatet om udvikling af indsatserne. På landsseminaret vil du blive opdateret på sekretariatets udviklingsarbejde og du vil kunne deltage i drøftelser og fælles idéudvikling i forhold til fremtidige aktiviteter og måder at engagere frivillige på.

 

Fællesspisning, fællesskaber og måltidskultur

Det at være sammen om et måltid har de fleste DCF-frivillige nok et dobbelt forhold til. På den ene side er det netop vanskeligheden ved at indgå i normale madfællesskaber, der forener os. På den anden side har vi selv i de fleste af vores aktiviteter fokus på madglæden og det at spise og lave mad sammen.  På landsseminaret vil vi sætte fokus på måltidet og dets betydning for fællesskabet, og vi vil reflektere over, hvordan vi i vores aktiviteter bedst kan skabe fællesskaber omkring det at spise sammen. Til at hjælpe os med det har vi inviteret Jens Ulrich, der forsker og underviser i netop disse emner.

 

 

 

 

 

Praktisk info:

Tid og sted: Fredag d. 30/10 kl. 17.30 til lørdag d. 31./10 kl. 18, Brogaarden, Abelonelundvej 40, Middelfart.

Overnatning og forplejning: Overnatning på enkeltværelser. Middag fredag aften og morgenmad og frokost lørdag – alt glutenfrit selvfølgelig

Tilmelding: lfe@coeliaki.dk hurtigst muligt og senest 15. oktober. Begrænsede pladser. Det er gratis at deltage og transportudgifter dækkes af DCF.

 

 

Lidt om Jens Ulrich

Jens Ulrich er ekstern lektor ved VIA University College, driver konsulentfirmaet Ulrich Consult og arbejder med samskabelse, fællesskabelse og demokratiprocesser som foredragsholder, konsulent, rådgiver og forsker. Som konsulent har han bl.a. arbejdet med måltidskultur i frivillige foreninger, på skoler og i børnehaver.

På landsseminaret vil Jens Ulrich give et oplæg om måltidets betydning for fællesskabsdannelsen og facilitere en lille proces om, hvordan vi bedst understøtter de fællesskaber, vi gerne vil have til at vokse frem, gennem det fælles måltid.