Diagnosen cøliaki stilles af en læge ud fra en samlet vurdering af symptomer, risikofaktorer og resultaterne af blodprøver og biopsier.
Det er vigtigt at huske, at en forudsætning for at stille en diagnose er, at man spiser glutenholdigt. Hvis man er begyndt at undgå gluten, kan prøverne give et falsk resultat.
Hvis der er mistanke om cøliaki er første skridt at tage en blodprøve, som måler cøliakiantistoffer (antitransglutaminase).
Hvis blodprøven er forhøjet, vil næste skridt ofte være at tage en biopsi (vævsprøve) af tyndtarmen. Biopsien tages ved en gastroskopi, hvor lægen fører en tynd slange igennem munden helt ned til tyndtarmen, hvor prøverne tages.
Gastroskopi er ufarlig, men kan opleves som ubehagelig.
Vævsprøverne undersøges i et mikroskop, hvor lægen kan se, om tarmen er beskadiget og stille en diagnose.
Børn, der har meget høje niveauer af cøliakiantistoffer, kan i nogle tilfælde helt undgå gastroskopien. I stedet for vævsprøven vil lægen tage en ekstra blodprøve for at være sikker på diagnosen.
Mangler din læge viden om cøliaki?
Her finder du de officielle guidelines, der er skrevet af læger til læger. Dem kan du printe ud og tage med til din læge, hvis der er tvivl om, hvilke undersøgelser eller kontroller, du skal have.