Sojasauce – hvad er op og ned?

Flere nordiske cøliakiforeninger har ændret deres anbefalinger om sojasauce med hvede.

Sojasauce med hvede er traditionelt blevet betragtet som no-go for alle med cøliaki. Men nu har flere nordiske cøliakiforeninger – senest den norske – ændret deres anbefalinger og siger god for sojasauce, uanset om den er fremstillet med eller uden hvede.

Sojasauce er en fermenteret sauce, som bliver fremstillet af sojabønner, vand og salt, og i nogle tilfælde også hvede. Under den langvarige fermenteringsproces bliver hvedens glutenproteiner i et vist omfang nedbrudt.

Delte holdninger i andre lande

Flere nordiske lande har valgt ikke længere at fraråde sojasauce med hvede, efter test af et udvalg af de sojasaucer, der er mest almindelige på deres markeder. De test, vi har set, viser alle et glutenindhold mindre end 10 ppm. Altså klart under grænsen på 20 ppm for glutenfri fødevarer.

Det er ikke en anbefaling, man kan genfinde hos alle andre cøliakiforeninger – f.eks. fraråder både den engelske, italienske og flere amerikanske cøliakiorganisationer sojasauce, som indeholder hvede.

Hvad gør Dansk Cøliaki Forening?

Vi er i fuld gang med at indhente de analyseresultater, de nordiske foreninger baserer deres anbefalinger på, og er i dialog med danske fageksperter på området for at vurdere, om der er grundlag for at ændre den danske holdning.

Det åbne spørgsmål er, om analyseresultaterne for de udvalgte sojasaucer kan overføres til samtlige sojasaucer, altså om vi kan regne med, at fermenteringsprocessen fjerner så meget gluten, at glutenresterne altid er under 20 ppm.

Det er et meget godt eksempel på, at den slags anbefalinger ikke er statiske, og at de kan ændre sig med mere viden og evidens – men også på, at der kan være forskellige tolkninger blandt fagpersoner både landene imellem og indenfor samme land.

Vi arbejder som sagt på at finde mere viden og afventer de sundhedsfaglige eksperters vurdering.

Håbet om at gøre livet lettere

Det er måske et lille skridt, men dog et skridt i retning af at det bliver lettere at spise ude med cøliaki, hvis man ikke behøver at spørge ind til sojasaucen på f.eks. sushi-restauranter.

3 hurtige om soja(sauce)

  • Sojabønner er glutenfri. Soja er altid fremhævet på ingredienslister, fordi soja(bønner) er et allergen. Hvis der kun står soja, er det altså ikke et problem for dig med cøliaki – kun for dem, der ikke kan tåle sojabønner.
  • Der er ikke altid hvede i sojasauce – læs ingredienslisten, hvis du vil undgå hvede. Der findes også sojasaucer, som er certificeret glutenfri.
  • Vær opmærksom på, at nogle saucer baseret på sojasauce (f.eks. teriyaki-sauce, hvor sojasauce indgår som ingrediens) kan være tilsat yderligere hvede og derfor kan indeholde mere gluten end den rene sojasauce.

Og husk – uanset om eksperterne ender med at vurdere, at sojasauce (med hvede) er et sikkert valg for dig med cøliaki, så er det i sidste ende et personligt valg, om du vil spise sojasauce med hvede eller ej.