Sådan skaber du en cøliakivenlig påske
Påsken kan være en tid, hvor mange samles om frokoster, gæster og hyggelige traditioner. Men for personer med cøliaki kan højtider som disse være forbundet med bekymring, usikkerhed og følelsen af at være udenfor.
Hvis du er vært, pårørende eller ven til én med cøliaki, kan små hensyn gøre en stor forskel. Vi har samlet en række råd, som er lette at følge – og som viser, at du gerne vil være med til at skabe trygge rammer.
- Lad være med at gøre en stor sag ud af det – lad f.eks. være med at bage glutenfrit brød til personen med cøliaki, medmindre du er en rutineret glutenfri bager.
- Lad være med at fortælle, at du også prøver at undgå for meget brød. Det er ikke det samme.
- Vær ærlig: Fortæl, hvad der er gluten i, og sig til, hvis du er i tvivl eller ikke ved det.
- Gem emballage (med varedeklaration) og opskrifter, og vis det frem, hvis det bliver efterspurgt.
- Personer med cøliaki kan i perioder være kede af at have fået en livslang sygdom, som påvirker deres sociale relationer og deres livskvalitet. Respekter, hvis de ikke altid har lyst til at tale om sygdommen.
Vil du gerne vide mere?
Vi har udarbejdet en folder målrettet familie, venner og kolleger, hvor du kan få mere viden om sygdommen og konkrete forslag til, hvordan du bedst hjælper og viser hensyn.
Folderen kan downloades gratis her.