Anelise Severinsen, som mange vil kende fra en Den Store Bagedyst, har i løbet af 2024 afholdt en række bagekurser over det meste af landet. Vi har været meget glade for samarbejdet – kurserne har været velbesøgte, og deltagerne har givet uhyre god feedback.
Derfor er vi glade for nu at kunne tilbyde medlemmer og andre interesserede tre nye online bage-events med Anelise i januar og februar. Vi håber ikke mindst, at alle de medlemmer, der ikke har haft et fysisk bagekursus i deres lokalområde, vil have glæde af denne mulighed.
Så har du ikke haft mulighed for at komme med på et fysisk bagekursus med Anelise – eller vil du bare gerne lære mere glutenfri bagning hjemme fra dit eget køkken? Så glæd dig til søndag d. 19. januar kl. 14-16, hvor vi lægger ud. Senere følger de næste bage-events søndag d. 2. februar og søndag d. 23. februar i samme tidsrum.
Anelise vil hver gang præsentere os for en ny opskrift og gennemgå bageprocessen skridt for skridt, mens vi bager med derhjemme. Der vil være mulighed for at stille spørgsmål, og Anelise vil undervejs give diverse tips i forhold til den glutenfri bagning.
Hvad der skal bages, er blevet afgjort gennem en afstemning på Instagram. Måske har du afgivet din stemme. Her kan du se resultatet af afstemningen:
Bagekursus 1 – 19. januar: Donuts
Bagekursus 2 – 2. februar: Vandbakkelser (her lavet til flotte fastelavnsboller)
Bagekursus 3 – 23. februar: Butterdej (og tarteletter)
Alle tilmeldte modtager ingrediensliste en uge før, så det er muligt at købe det hele ind. Eventet vil foregå i Teams.
Det koster 75 kr. pr. gang at være med for en husstand, der er medlem af DCF. For ikke-medlemmer er prisen 150 kr.
Er du medlem, så meld dig til under eventet i vores kalender.
Er du ikke medlem, så klik her:
Om Anelise: Mange vil kende Anelise Severinsen fra Den Store Bagedyst, hvor hun i 2021 nåede frem til finalen og senere samme år vandt Den Store Jule- og Nytårsbagedyst. Anelise har 2 børn med cøliaki og har derfor engageret sig særligt i den glutenfri bagning.