Behandling af cøliaki

Behandlingen af cøliaki er en 100 % glutenfri diæt resten af livet. Der findes ikke i dag medicin eller vaccine, der kan hverken forebygge eller helbrede cøliaki. Kliniske diætister med indsigt i cøliaki kan rådgive om kostomlægning og glutenfri kost, som er både sund og varieret.

Den første tid med glutenfri kost kan det være nødvendigt med tilskud af mineraler og vitaminer, indtil tarmen er helet så meget, at den optager tilstrækkeligt af kostens næringsstoffer igen.

Enkelte oplever, at det er nødvendigt at undgå laktose i de første måneder efter diagnosen. Når tarmen har fået det bedre, kan de fleste indtage laktose igen.

Enkelte oplever symptomer og ubehag, når de spiser havregryn, selvom de vælger den glutenfri udgave. Har du problemer med havre, anbefaler læger og diætister ofte, at du holder en pause fra havre(gryn) i op til 3 måneder, også begynder at spise det igen i små portioner for at se, om du bedre kan tåle det, når tarmen er helet mere. Husk altid at vælge glutenfri havregryn.