Nye bagekurser med Christina Norre

Fra dette efterår kan du møde Christina Norre som ny underviser på vores populære bagekurser.

Fra dette efterår kan du møde Christina Norre som ny underviser på vores populære bagekurser. Mange vil kende Christina fra Den Store Bagedyst 2023, hvor hun nåede hele vejen til finalen med sine lækre glutenfri kager.

Christina har selv levet glutenfrit i 12 år og har gennem årene udviklet opskrifter, der både smager godt og har den rigtige konsistens. Hun arbejder med naturligt glutenfrit mel, som giver mange muligheder for nye smagsnuancer og kombinationer.

De nye bagekurser er både for nybegyndere og erfarne i den glutenfri verden. Deltagerne lærer at bage både brød og kager, som er nemme at lave og lækre at spise – også for resten af familien.

”Jeg vil så gerne hjælpe deltagerne til at lykkes med glutenfrit bagværk,” fortæller Christina. ”Det kræver lidt tid og tålmodighed, men sammen kan vi skabe skønt brød og kager – og inspirere hinanden undervejs.”

De første kurser finder sted den 1. november i Odense og den 23. november i København. Der kommer løbende flere datoer i kalenderen.