Q&A

Her har vi samlet en masse af de mest almindelige spørgsmål og svar. Prøv at se, om du kan finde svar på dit spørgsmål her. Vi udvider løbende listen med spørgsmål og svar.

Cøliaki eller glutenintolerans bliver ofte kaldt glutenallergi. Cøliaki er dog ikke en fødevareallergi med allergiske reaktioner. Cøliaki er en autoimmun tarmsygdom med symptomer, som adskiller sig fra allergiske reaktioner. Der findes ikke en egentlig glutenallergi.

Hvedeallergi er heller ikke hverken cøliaki eller glutenallergi, men en fødevareallergi, hvor man ikke tåler bestemte dele af hvedekornet. Ved hvedeallergi skal man undgå alle dele af hvede (altså også glutenfri hvedestivelse), mens man godt kan tåle rug og byg.

Både cøliaki og fødevareallergi behandles ved at undgå de fødevarer, der udløser sygdommen. Symptomer på fødevareallergi kan i forskellig grad lindres eller behandles med medicin.

Du kan læse mere om fødevareallergi hos Astma-Allergi Danmark.

Du kan læse videre om cøliaki her på siden.

 

Bagepulver indeholder typisk stivelse, for eksempel majsstivelse eller kartoffelstivelse. De mest gængse mærker på det danske marked er glutenfri. Læs dog altid indholdsdeklarationen.

Karry er et blandingskrydderi, altså sammensat af flere forskellige krydderier. Krydderiblandinger kan være tilsat et glutenholdigt fyldstof.

Du kan finde karry uden gluten mange steder. Men læs altid varedeklarationen.

Sennepsfrø og sennepsmel er naturligt glutenfri.

Færdig sennep, som typisk købes i en beholder af glas eller plastic, er blandt andet fremstillet af malede sennepsfrø. Mange mærker af sennep er naturligt glutenfri, også selvom de ikke er mærket glutenfri. Der kan dog være tilsat gluten til sennep. Læs altid indholdsdeklarationen.

Soja eller sojabønner er naturligt glutenfri. Soja skal være fremhævet i varedeklarationer, fordi det er et allergen. Hvis du ikke har allergi overfor soja, kan du altså roligt indtage produkter med soja.

Soja og sojasauce bliver af og til forvekslet. Handler det om sojasauce, skal du være opmærksom, da en del sojasauce indeholder både soja og hvede. Kig efter sojasauce kun med soja.

Læs altid varedeklarationen på produkter med flere ingredienser grundigt.

Kanel er et naturligt glutenfrit krydderi, og vi kender ikke til nogen sammenhæng mellem cøliaki og kanel. Vi anbefaler dog, at du altid læser varedeklarationen omhyggeligt for at tjekke, om der er tilsat andet end kanel.

Gær er naturligt glutenfrit. Hvis du plejer at bruge Malteserkors Bagegær, kan du roligt fortsætte. Det er lavet på sukkerroer og er fuldstændigt glutenfrit. Du kan læse mere om gær og allergi og overfølsomhed her.