Go’ Aften Live havde den 26. september 2024 besøg af Clara Preston og professor ved Syddansk Universitet Steffen Husby. Nye tal fra Center for Klinisk Forskning og Forebyggelse på Bispebjerg og Frederiksberg Hospital viser nemlig, at kun 17.173 er diagnosticerede med cøliaki, selvom op mod 60.000 danskere lever med sygdommen.
En af dem, der lever med cøliaki er Clara Preston på 24, hvis fortælling i programmet tydeligt illustrerer, hvordan mange med cøliaki støder mod stereotype opfattelser i sundhedssystemet, når de oplever diffuse symptomer.
Fire år med diffuse symptomer
Clara oplevede symptomer som oppustethed, voldsom træthed og invaliderende mavesmerter allerede som 15-16-årig. I fire år blev hendes bekymringer afvist eller mødt med standardløsninger som skift af p-pille-mærke og gentagne graviditetstests. Først som 20-årig fik hun diagnosen.
Cøliaki er stærkt underdiagnosticeret i Danmark. En undersøgelse fra 2021 viser tillige, at der i gennemsnit går næsten 6 år, fra en patient oplever symptomer til diagnosen stilles. I denne periode lever mange med alvorlige symptomer som træthed, mavesmerter, hovedpine og diarré og risikerer følgesygdomme som osteoporose og visse kræftformer. Det skaber unødvendig lidelse for patienterne og belaster sundhedssystemet med lange og frugtesløse forløb, som kunne være afklaret med en tidlig cøliakitest.
Forsinket diagnose skaber afmagt
Claras historie er desværre ikke unik. Mange kvinder med cøliaki mødes ligeledes med stereotype opfattelser af, at mavesmerter og træthed blot er en del af det at være kvinde, hvilket forsinker diagnoser og skaber en følelse af afmagt.
Professor ved Syddansk Universitet Steffen Husby fortæller i indslaget, at diagnosen kan være svær at stille, fordi symptomerne er diffuse.
Fik du ikke set indslaget? Go’ Aften Live kan streames med TV2 Play. Du kan også læse mere i TV2’s opfølgende artikel.
Digital cøliakitest
Er du selv i tvivl om, om du kan have cøliaki? Tag vores digitale cøliakitest, som hurtigt giver dig en indikation på, om du bør søge mere viden eller evt. opsøge din praktiserende læge.
Billede fra Go’ Aften Live.