Når glutenfri kost er nødvendig
Cøliaki er en kronisk autoimmun sygdom, hvor gluten skader tyndtarmen. Ubehandlet cøliaki kan have alvorlige konsekvenser for helbredet, fordi sygdommen påvirker kroppens evne til at optage næringsstoffer. Behandlingen er livslang og består af en strengt glutenfri kost.
Det betyder, at behandlingen foregår hver eneste dag. Hjemme i køkkenet, i supermarkedet, i kantinen, på restauranten og til sociale arrangementer. Og regningen og ansvaret følger med.
Glutenfri kost er dyrere
Dansk Cøliaki Forening gennemfører hvert år et pristjek af almindelige basisvarer og deres glutenfri alternativer. Det seneste pristjek fra september 2026 viser, at de glutenfri alternativer er 76 til 144 procent dyrere end de tilsvarende almindelige produkter.
Beregninger viser, at en familie med ét barn med cøliaki må regne med 1.100 kroner om måneden eller 13.000 om året i ekstra udgifter. Det dækker over merudgifterne til indkøb, når barnet skal spise glutenfrit derhjemme.
Derudover kommer der ekstraudgifter til fødselsdage, lejrture og diverse afslutninger i skole og ved fritidsarrangementer, hvor der ikke er tænkt på et glutenfrit alternativ, og barnet derfor må have sin egen mad med, hvis de vil være en del af fællesskabet.
Både som forælder til en med cøliaki og som voksen med cøliaki betyder det, at man hele tiden skal være skridt foran i planlægningen og forsøge at forudse, hvor der kan opstå situationer, hvor man risikerer at falde uden for.
Cøliaki har også en social pris
En del af udfordringen ligger i vores madkultur. Brød, pasta og andre kornprodukter indgår i mange af de måltider, vi spiser til hverdag og samles om med andre.
Madkulturens opgørelse over danskernes mest spiste aftensmåltider i 2025 illustrerer det tydeligt. Rugbrød med pålæg ligger øverst på listen, efterfulgt af pizza og sandwich eller toast. Også pasta og burger er blandt de mest spiste måltider.
Mange helt almindelige måltider kræver derfor et alternativ eller særlig opmærksomhed, hvis en person med cøliaki skal spise med. Er der noget, jeg kan spise? Er det sikkert? Skal jeg selv have mad med? Det kræver planlægning, begrænser spontaniteten og kan gøre det sværere at deltage på samme vilkår som andre.
Det hører vi også fra vores medlemmer. Forud for vores debatarrangement på Christiansborg bad vi dem fortælle, hvad der var vigtigst at få med i debatten. På den første dag modtog vi omkring 150 henvendelser. Økonomien fyldte meget, men også muligheden for at deltage i fællesskaber og ønsket om større forståelse for sygdommens konsekvenser.
Cøliaki koster derfor ikke kun kroner og øre. Den koster også tid, tryghed og spontanitet.
Hvorfor mener vi, at der bør være kompensation?
I Danmark har vi et medicintilskud, så hvis du har brug for medicin til behandlingen af din sygdom, får du helt automatisk et tilskud. Cøliaki er en af de få sygdomme, hvor det er kosten, der er medicinen. Sygdommen falder ned mellem to stole i det nuværende system, og det er derfor, der er brug for at finde at løsning.
Vi efterlyser en enkel løsning
Danmark behøver heldigvis ikke opfinde en model fra bunden. I en lang række europæiske lande findes der allerede støtteordninger til mennesker med cøliaki.

Modellerne varierer mellem blandt andet værdikuponer, skattefradrag og direkte økonomiske tilskud.
Norge er et eksempel på en enkel model. Her oplyser den enkelte sin læge i forbindelse med ansøgningen, hvorefter myndighederne indhenter de nødvendige oplysninger. Det begrænser dokumentationsbyrden for den enkelte og sparer samfundet for en masse bureaukrati.
I Dansk Cøliaki Forening mener vi derfor, at vi skal indfører en lignende model, der er enkel og gennemskuelig og som sikrer, at det enkelte bliver kompenseret for de reelle merudgifter, der er forbundet med at skulle leve 100% glutenfrit resten af livet.
