Gode råd til madpakken

Hvis dit barn tidligere har været glad for brød med pålæg eller sandwich, kan det ofte fungere fint at skifte til glutenfrit brød. Mange oplever dog, at det kræver lidt afprøvning at finde den type brød, som barnet både kan lide og bliver mæt af.

Alternativer til glutenfrit brød

For nogle børn er glutenfrit brød ikke den bedste løsning. Her kan pandekager eller vafler være et godt alternativ. De er ofte nemmere og billigere at bage derhjemme end glutenfrit brød og kan varieres med forskelligt fyld – for eksempel pålæg, grøntsager eller rester fra aftensmaden.

Salater og rester som madpakke

Hvis barnet har mod på det, kan en mættende salat også være en mulighed. Det kan være en glutenfri pastasalat eller en rest fra aftensmaden, som er let at tage med og spise i løbet af dagen.

Tænk variation og mæthed

Uanset form kan det være en god idé at tænke varieret og få både grønt, frugt, fisk, fuldkorn og proteiner ind i madpakken – for eksempel fra bælgfrugter, æg eller kød. Det giver en mere balanceret madpakke, som mætter og støtter barnets trivsel gennem dagen.

Mad på farten

Når barnet skal være væk i længere tid, kræver det ofte lidt ekstra forberedelse. Tal på forhånd med de voksne om mulighederne, og aftal, hvordan der sikres glutenfri mad til dit barn.

Det kan for eksempel være en løsning at sende glutenfrit brød eller knækbrød med. I nogle tilfælde kan det også være en hjælp at tage dialogen med køkkenpersonalet der, hvor børnene skal opholde sig eller overnatte.

Få diætistens bedste tipsVideo: Du skal acceptere cookies for at se denne video. (Klik her for at rette)

I denne film giver Mia Rasholt sine bedste råd om alt fra madpakker og snack-kasser til dialogen med andre forældre.

Faktaark: I køkkenet med cøliaki