Sammen med dygtige Anne Moltke Dahl har vi udviklet en glutenfri opskrift på en lækker mazarinkage med chokolade, vaniljeflødeskum og bær. Kagen er udviklet til #BagForCøliaki som en del af markeringen af International Cøliakidag 2026.
Der er kage til 8 personer.
Ingredienser
Mazarinbund
- 150 g marcipan, revet
- 150 g sukker
- 150 g smør, stuetemperatur
- 3 æg, stuetemperatur
- 40 g mandelmel
- 30 g majsstivelse
- 40 g god mørk chokolade
Vaniljeflødeskum
- 150 g piskefløde
- 15 g flormelis
- 1 vaniljestang
Pynt
- Jordbær, hindbær, blåbær, brombær og lidt frisk mynte
Mazarinbund
- Opvarm ovnen til 180 grader varmluft.
- Pisk marcipan, sukker og smør godt sammen i en skål til en cremet konsistens.
- Pisk æggene i, et ad gangen.
- Vend derefter mandelmel og majsstivelse i.
- Hæld dejen i en smurt springform (20 cm) beklædt med bagepapir.
- Bag i ca. 30 minutter. Kontroller, at kagen er færdigbagt med en kødnål.
- Når kagen er afkølet, hak da den mørke chokolade og smelt den i en skål over et vandbad eller i mikrobølgeovnen ved medium effekt. Rør et par gange undervejs.
- Fordel chokoladen på kagen med en ske eller lille dejskraber.
- Sæt kagen på køl, til chokoladen har sat sig.
Vaniljeflødeskum og pynt
- Kom piskefløde, flormelis og vaniljekorn i en skål og pisk til en ret fast flødeskum. Fordel på kagen. Pynt med bær og lidt mynte. Servér kagen straks eller stil den på køl i et par timer indtil servering.
Tip
- Kagen kan med fordel bages dagen før og pyntes på dagen. Man kan også sagtens bage kagen samme dag og så pynte den, når den er afkølet.
- Pynt kagen med de bær, I kan lide i familien.
- Man kan også bruge vaniljesukker i stedet for vaniljestang, men det bedste resultat får man med korn fra en vaniljestang.

