Er du over de 50, og har du lyst at møde andre modne voksne med cøliaki? Savner du inspiration til, hvordan du passer på dit helbred og håndterer fysiske eller andre udfordringer, der følger af din cøliaki - også i takt med at du bliver ældre?
Så er du hermed inviteret til Weekendseminar for modne voksne - en weekend med inspirerende oplæg fra fagpersoner, fælles madlavning og masser af hygge og erfaringsudveksling.
Weekendseminaret finder sted d. 18-19. april på Askov Højskole ved Vejen.
Weekenden arrangeres af en gruppe på tre frivillige i samarbejde med sekretariatet. Kun medlemmer af Dansk Cøliaki Forening i aldersgruppen 50+ kan deltage. Her lidt om, hvad der er på programmet:
-
Diætist-oplæg og fælles madlavning med diætist Malene Iskov
Kroppen har behov for ekstra god næring, når vi bliver ældre og skal bevare muskler, vedligeholde knogler og have et sundt immunforsvar. I oplægget er der fokus på at få fyldt kroppens depoter med de rigtige næringsstoffer under hensyntagen til de begrænsninger, cøliakien giver.
Alle de gode kostråd arbejdes ind i dagens middag, som bliver næringsrig, helt unik, velsmagende og lækker. Alle de gode råd kan nemt tages med hjem og bruges i hverdagens køkken.
Malene Iskov er klinisk diætist og har de seneste 20 år arbejdet med ernæring og livsstilsændringer i samarbejde med både foreninger, kommuner, virksomheder og enkeltpersoner.
I sit arbejde kobler Malene så vidt muligt teori og praksis og bruger godt humør frem for løftede pegefingre.
-
Foredrag om osteoporose og cøliaki - med læge Anne Kristine Amstrup
Knogleskørhed (osteoporose) forekommer hos mere end 10 % af befolkningen, men hvad er osteoporose egentlig og hvorfor er det særlig relevant, hvis man har cøliaki?
Det, samt hvordan man undersøger for og behandler osteoporose, kommer Anne Kristine Amstrup ind på i sit foredrag.
-
Workshop om om det sociale liv med cøliaki - med sociolog Elisabeth Andersen
Hvordan oplever vi de sociale udfordringer ved at have cøliaki, og hvordan kan vi hver især håndtere dem på en måde der fungerer for os? Elisabeth Andersen, der er sociolog og selv aktiv i Dansk Cøliaki Forening, er søndag formiddag vært og inspirator for en fælles refleksion, som alle formentlig vil kunne genkende sig i.
-
Udveksling om livet med cøliaki
Frem for alt er weekendseminaret en mulighed for at møde andre med cøliaki og at vende alle de små og store udfordringer eller gode erfaringer, som man kan opleve i hverdagen. Foruden de planlagte aktiviteter vil der derfor være god tid til fri samtale, og der vil blive mulighed for at komme ud og gå sammen i nærområdet.
Weekenden afsluttes med en hyggelig frokost på den nærtliggende Skibelund Krat Hotel. Der vil være kørelejlighed til hotellet for dem, der ikke er i egen bil.
-
Praktiske oplysninger
Weekendseminaret finder sted på Askov Højskole ved Vejen (Sydjylland) i tidsrummet 18/4 kl. 11 til 19/4 kl. 13.30.
Overnatning sker på enkeltværelser. Prisen alt inklusiv (dog ikke transport) er 750 kr., hvis man vil bo på enkeltværelse med eget toilet og bad, og 650 kr., hvis man vil bo på enkeltværelse med delt toilet og bad. Kun medlemmer af Dansk Cøliaki Forening i aldersgruppen 50+ kan deltage.
Alle måltider er naturligvis glutenfri. Har du særlige behov der udover, har du mulighed for at informere om det ved tilmelding.
Rejser man med det offentlige, vil der være mulighed for at blive hentet på Vejen Station. Vi vil endvidere prøve at organisere samkørsel, så ønsker du et lift eller har du ledige pladser i din bil, så kontakt Birgitte på: birgitte.viereck@gmail.com.
Arrangement
Tidspunkt: 18-04-2026 11:00